Autismeforeningen Kreds Limfjord er en lokalafdeling af Autismeforeningen, som blev stiftet i 1962 med det formål at skabe de bedst mulige vilkår for mennesker med autisme.
I Kreds Limfjord arbejder vi for at udbrede kendskab til autisme, skabe forståelse for de udfordringer, autisme kan medføre, og være en stemme for mennesker på autismespektret – både børn, unge og voksne – samt deres nære relationer.
Vi samarbejder tæt med Autismeforeningen for at sikre, at mennesker med autisme får de rette muligheder, støtte og rammer – både lokalt og nationalt.
For at nå vores overordnede mål har vi fokus på at:
Øge viden og forståelse for autisme i lokalområdet
Repræsentere interesserne for mennesker med autisme over for myndigheder og beslutningstagere
Støtte og vejlede nære relationer i hverdagen
Arbejde for, at der findes – og bevares – relevante tilbud til børn, unge og voksne med autisme
Sikre, at disse tilbud har høj kvalitet og tager udgangspunkt i det enkelte menneskes behov
Skabe politisk opmærksomhed og indflydelse til gavn for mennesker med autisme og deres familier
Vi arrangerer løbende foredrag, temadage og sociale arrangementer, hvor fagfolk, familier og mennesker med autisme kan mødes, udveksle erfaringer og få ny viden.
Derudover arbejder vi for at skabe netværk og fællesskaber – for eksempel for søskende, nære relationer og voksne med autisme – fordi vi ved, hvor meget det betyder at møde andre, der forstår.
Følg med her på hjemmesiden og på vores sociale medier for at se kommende arrangementer og initiativer.